Sikker kørsel med kæledyr i din bil

Sommetider er du nødt til at tage dit kæledyr med dig i bilen – uanset om du skal besøge familie, eller hvis dit kæledyr skal til dyrlægen. Selvom der ikke er nogle specifikke love om kæledyr i bilen, er det altid sikrest for dig, hvis du tager nogle forholdsregler. Ved at tage nogle forholdsregler kan du reducere risikoen for ulykker.

Sørg for at det er sikkert for både dig og dit kæledyr
Når dit kæledyr er i bilen, skal du sikre dig, at det er fastspændt eller fastholdt. Det kan eksempelvis være med en sikkerhedssele, et hundebur, et hundegitter eller lignende. Ved omhyggeligt at fastspænde eller fastholde dit kæledyr kan du være sikker på, at de hverken er til fare for sig selv eller dig, når du kører bilen. Samtidigt er dit kæledyr også beskyttet, hvis du pludselig laver en hård opbremsning.

Vær opmærksom på, om dit kæledyr er komfortabelt

Sikkerheden er naturligvis det vigtigste, når du kører i bil med dit kæledyr. Men ved at sikre, at dit kæledyr har det godt og sidder eller ligger behageligt, kan du også reducere antallet af distraktioner, mens du kører. Her kan det være en fordel at tage et tæppe med, så dit kæledyr kan ligge behageligt.

 

Samtidigt er det også vigtigt, at du laver regelmæssige stop undervejs, hvis du er ude på en lang køretur. Her kan du gå en lille tur med dit kæledyr eller give det noget at spise og drikke. Sørg for, at du giver dit kæledyr masser af væske og medbring snacks til turen, hvis du sidder fast i trafikken.